Forundersøgelse af kvinden

Forundersøgelse af kvinden

Undersøgelse af kvinden skal være skånsom og hurtig, så den rigtige behandling kan vælges.

Før man kan foretage en fertilitetsbehandling,  er det vigtigt, at vi kender årsagerne til barnløsheden. Både manden og kvinden undersøges. Undersøgelse af kvinden indebærer en generel helbredsinformation, undersøgelse af livmoderen og hormonanalyse.

Helbredsinformation

Vi skal vide noget om kvindens generelle helbredstilstand, vi kigger bl.a. på:

  • Livsstilsforhold (rygning, overvægt mv.)
  • Evt. sygdomme
  • Om hun har haft røde hunde, klamydia og celleforandringer
  • Om hun får ægløsning, enten af sig selv eller ved hjælp af hormonbehandling

 

Undersøgelse af livmoderen og æggeledere

Vi undersøger livmoderen, for at se om livmoderen ser normal ud og om der er passage gennem  æggelederne. Illustrationen viser en normal livmoder med fuld passage i æggelederne.

Illustration venligst udlånt af Ferring

Der findes forskellige metoder til at undersøge livmoderen. Normalt giver en vandskanning af livmoderen tilstrækkelig information om livmoderens og æggeledernes funktion. Nedenfor kan du læse mere om de forskellige undersøgelsesmetoder, og hvorfor det nogle gange er nødvendigt at undersøge på forskellig vis.

Vandskanning (HSU)

Ved en vandskanning kan vi med ultralyd undersøge, om kvinden har en normal livmoder, og om der er fri passage for æggene gennem æggelederne. En vandskanning tager 10 minutter, og er som regel smertefri. Nogle vil opleve lidt ubehag ved undersøgelsen.Vandskanninger kaldes ofte for HSU, og er en forkortelse for hysterosalpingoultrasonografi. Vandskanning er den oftest anvendte metode til at undersøge kvindens livmoder og æggeledere.

Hysteroskopi

Med hysteroskopi kan vi undersøge kvindens livmoder og æggeledere. En hysteroskopi er en kikkertundersøgelse, hvor man kan se indersiden af kvindens livmoder.Undersøgelsen foregår under lokalbedøvelse.

Hysterosalpingografi (HSG)

Hysterosalpingografi forkortes ofte til HSG. HSG er en røntgenundersøgelse, hvor der sprøjtes lidt kontrastvæske op i livmoderen, hvorpå man ved røntgen kan aflæse æggeledernes funktion. Undersøgelsen kan være ubehagelig. Denne undersøgelse udføres ikke her på klinikken, men på en ultralydsklinik.

Laparoskopi

En laparoskopi er en kikkertundersøgelse. En laparoskopiundersøgelse giver et godt overblik over kvindens indre kønsorganer. Det er samtidig også muligt at undersøge de øvrige organer i bughulen. Laparoskopi foretages på hospitalet under fuld bedøvelse.

Hormonanalyse

En hormonanalyse består af en blodprøve, som giver et øjebliksbillede af hormonernes koncentration. Hormonernes koncentration og svingninger  har en væsentlig betydning for bl.a.kvindens evne til at modne æg og få ægløsning.

Læs mere om undersøgelse af manden

Vi har hjulpet 11.045 børn til verden
siden 1983

Vi har åbent 365 dage om året

Vi har nødtelefon 24 timer i døgnet