Video: IVF-behandlingen - historien og mulighederne

Jeg vil gerne fortælle om IVF-behandlingen og også lidt om historien bag den. IVF-behandling, det betyder in vitro-fertilisation. Vi kender ordet fra vitrineskabet hjemme hos bedstemor. Det betyder glas, og det betyder befrugtning i et glas. Den behandling var jo første gang en succes i 1978, hvor at Bob Edwards og Steptoe i Cambridge lavede det første barn, som blev født. Vi andre kom efter nogle år senere. Vi var de første i Danmark, der etablerede en graviditet i 1982, som desværre aborterede, og i 1983 fik vi den første fødte efter reagensglasbørnebehandlingen fra det team, som står her på Copenhagen Fertility Center. Dengang var det på Rigshospitalet. Men hvad er det nu? Ja, reagensglasbørnebehandlingen blev etableret, fordi man kunne tage æg ud af en kvinde og befrugte den udenfor i et glas og lægge dem tilbage igen i livmoderen efter befrugtningen. Og det var klart, at så kunne man bypasse det problem, man troede, man kunne løse dengang alene, nemlig at æggelederne var dårlige. Der var mange patienter, som havde skadet æggeledere på grund af klamydiainfektioner eller på grund af operationer. Det varede dog ikke længe, før man opdagede, at reagensglasbørnebehandlingsmetoden også kunne anvendes til de personer eller par, som ikke blev gravide efter inseminationsbehandling, og som var uforklarligt barnløse. Så cirka en tredjedel af alle de par i dag, vi laver reagensglasbørnebehandlinger på, er uforklarligt barnløse. Vi ved så ikke, hvorfor at det virker, men vi ved, at det er meget effektivt. Allerede i 90'erne opdagede man så, at det kvindelige æg kunne tåle, at man satte en sædcelle direkte med en lille pipette ind i ægget ved det, der hedder mikroinsemination. Nu havde man jo æggene ude, og man havde sædcellerne. Og så forsøgte man på den måde at befrugte de æg, som ikke ville lade sig befrugte af meget dårlig sædkvalitet. Og hurtigt fandt man ud af, at det også var en succesfuld behandling. Så generelt er det en meget simpel behandling. Man tager bare kvindens æg ud, befrugter dem udenfor og lægger dem tilbage. Nu er der nogle forberedende undersøgelser og behandlingsmetoder, man skal være klar over. Man vil gerne have mere end et æg ud per gang, og det vil sige, man er nødsaget til at stimulere kvinden med nogle hormoner. Det er det, der hedder forbehandlingen. Når så hormonerne har virket, giver man en ægløsningssprøjte, og lige inden at man har ægløsningen, tager man æggene ud ved hjælp af en ultralydsvejledt punktur gennem skedevæggen. Det var en teknik, som blandt andet Susan Lenz her på klinikken udviklede i tidlige 80'ere på Rigshospitalet. Vi var de første, der tog æg ud ved ultralydsscanninger. Det er i dag en fuldstændig almindelig kendt metode, som alle patienter bliver udsat for rundt omkring i verden. Når så æggene er blevet befrugtet, lægger man dem tilbage i livmoderen med et lille kateter op i livmoderen, og så håber man på, at de sætter sig fast. Det er dog næsten altid nødvendigt, at man behandler med noget progesteronstøttende medicin, fordi man har forstyrret æggestokkene så meget, så de laver ikke selv det progesteron, der kan holde på æggene. Så det består altså af følgende: En forbehandling, hvor kvinden oftest kommer ind på sin anden, tredje dag, bliver scannet, så vi sikrer os, at der ikke er nogen cyster på æggestokkene, og livmorslimhinden er i orden. Så stimulerer vi med noget follikelstimulerende hormon i seks dage, så kommer hun tilbage, bliver scannet igen, og vi sikrer os, at der er den normale udvikling. Så giver vi et antihormon, således at hun ikke har ægløsning, men stadigvæk driver vi på æggestokkenes follikelvækst i et par dage mere. Når så æggeblærerne er, der ikke er for mange af dem, og der er den rigtige størrelse på omkring 17 millimeter, giver vi en ægløsningssprøjte. Og præcis 32 til 36 timer senere tager vi æggene ud. De bliver så befrugtet med den sædprøve, som manden er kommet med den samme morgen. Og to dage senere lægger vi æggene op. I enkelte tilfælde laver vi det, der hedder blastocystkulturer, det vil vi diskutere ved en senere lejlighed, hvor man så dyrker dem i fem dage, før man lægger dem op. Umiddelbart efter oplægningen vil man give noget støttende medicin, som jeg beskrev før, og 14 dage efter oplægningen kan man tage en graviditetstest og se, om man er gravid. Der er mange dogmer omkring IVF-behandlingen. Nogle siger, at det gør ondt at få taget æg ud. Det er rigtigt, at det er ubehageligt at få taget æggene ud, men ondt gør det ikke, og vi prøver altid at lægge lokalbedøvelser og give smertestillende medicin. På vores klinik gennemfører vi næsten 2000 ægudtagninger om året, og meget sjældent har vi problemer med det. Det tager cirka fem minutter, og kvinden kan altid gå hjem efter en time eller to og optage sit arbejde igen. Ægtransplantationen, som sker to dage senere, er lige så ukompliceret, og der kan man også gå hjem med det samme. Skal man motionere efter ægoplægningen? Vi mener ikke, man skal motionere ret meget. Man skal bevæge sig rundt, som man plejer, men løbe et maraton eller løbe kraftigt til ude i skoven mener jeg er uhensigtsmæssigt. Man skal nok tage det lidt med ro. Resultaterne ved reagensglasbørnebehandlingen er meget effektive. 60 til 70 procent af alle dem, der gennemgår op til tre behandlinger, har mindst et levende barn derhjemme, inden de er færdige med deres behandlinger. Det er også således, at hvis man kun lægger et æg op, så har man lige så stor chance for at få et barn, som hvis man lægger flere æg op. Det er dog sådan, at så skal der være æg til fryseren, for så kan man supplere med den manglende chance, man har, hvis man lægger æggene op fra fryseren senere. Men den største komplikation ved reagensglasbørnebehandling er jo tvillingegraviditeterne, og dem vil vi helst undgå i vores klinik. Efter tredje behandling er der stadigvæk gode chancer, og her har vi jo mange patienter, der kommer fra det offentlige, som har gennemført tre behandlinger, men som ikke er blevet gravide, eller har fået et barn og vil have et til. Det er således, at en kvinde under 30 år har mindst 40 procent chance eller deromkring for at få en positiv graviditetstest og en graviditet ved et forsøg. Når man er over 30 år, mellem 30 og 40 år, falder chancerne til omkring 25 til 30 procent. Og der er næsten ingen 45-årige, der bliver gravide. Så den mest vigtige faktor for barnløshedsbehandling med reagensglasbørnebehandling, det er, at kvinden kommer til behandling så hurtigt som muligt, så hun ikke bliver for gammel. Det har næsten ingen betydning, hvad mandens sædkvalitet er. Det er dog sådan, at hvis manden har meget dårlig sædkvalitet, så vil man udrede på forhånd med kromosomundersøgelser og scanninger af hans testikler, fordi hvis man har rigtig dårlig sædkvalitet, så har man 40 gange højere risiko for at have en testikelcancer, og det vil vi jo gerne screene for, før vi begynder på behandlingerne. Men generelt set må man sige i dag, at IVF-behandling er blevet en meget simpel og meget effektiv behandling. Børnene er ikke syge af det, kvinderne får heller ikke cancer af behandlingen, som man troede engang. Så alt i alt er det en sikker behandling.